OPGAVE >> 8. Læs ”At arbejde med et barns villighed”.

AT ARBEJDE MED ET BARNS VILLIGHED

Hvordan får du så, uden brug af magt, et barn til at gøre ting?

Hvis du tager en person og tvinger ham til at spille på et musikinstrument (som forældre og skoler gør), vil hans evne til at spille på det instrument ikke forbedres. Vi skulle først have spurgt ham ud om hans ambitioner. Han ville til sidst i det mindste være nødt til at være enig i, at det er godt at kunne spille på et instrument. 

Tag f.eks. en ”skidt knægt”. Man kan ikke få ham ind på en skole, og man må sende ham til militæret. De vil bruge tvang for at ændre ham. Somme tider bliver sådan en ”skidt knægt” sendt til en skole, som simpelthen mener, at den bedste måde at håndtere sådanne tilfælde på er at finde noget, som han er interesseret i, og så lade ham gøre det. Sådan en skole fandtes engang i Californien, og her udklækkede man det ene geni efter det andet. Listen over videnskabsmænd i militæret under 2. Verdenskrig er stort set taget direkte fra denne skoles elever. Man mente, at det måtte have at gøre med lærerens gode eksempel, det faktum at han ikke røg cigarer eller noget i den retning. 

Hvad, der i virkeligheden skete, var: De tog en dreng, som ingen havde fået resultater med og sagde: ”Er der ikke noget, du kunne tænke dig at lave?” Drengen sagde: ”Nej,” og de svarede: ”Nå, men rod lidt rundt i laboratoriet eller i området eller sådan noget, og en eller anden dag beslutter du dig måske for noget.” Drengen tænkte over det og besluttede, at han ville være kemiker. Ingen sendte ham nogensinde ind i en klasse og sagde, han skulle åbne en bog, og ingen beklagede sig, når han sprang noget i luften i laboratoriet, og inden man så sig om var drengen en god kemiker. Ingen forstyrrede hans lyst til at blive kemiker. Den var der og fra da af og fremover forstyrrede han ikke selv sin villighed til at være kemiker. Uddannelsesmæssigt er dette et meget interessant punkt. 

Hensyntagen til villighed

Folk vil acceptere, at du tager ting fra dem, hvis du gør det lidt graciøst og ikke i al for høj grad overser deres villighed. Måden, du får et grådigt eller selvisk barn på, er ved at tvinge det til at give ting til andre børn mod dets vilje. Du vil til sidst drive det ind i kategorien af ”énere” – hvor det føler, at det er den eneste person, der virkelig betyder noget overhovedet. Forældre rådfører sig sædvanligvis aldrig med barnets villighed. De forsøger at finde ud, hvordan det står til med dets havingness (evnen til at eje eller være i besiddelse af noget), håndterer det så, og derefter har de et forkælet barn. 

Det er interessant at iagttage et barn, der har været sammen med nogen, som altid rådførte sig med det, men ikke tog sig ret godt af det, i modsætning til et barn, som fik den bedste pasning, men aldrig blev rådspurgt. 

En lille dreng sidder på gulvet og leger med klodser og bolde og har det sjovt. Så kommer der en pædagog og samler ham op og tager ham ind ved siden af og skifter ble, alt imens han skriger i vilden sky. Han kan ikke lide det. Hun bliver ved med at gøre dette mod ham, anbringer ham rundt omkring, rådfører sig aldrig med hans valgfrihed, og han vil til sidst vokse op og være besat af valgfrihed. Han bliver nødt til at få sin vilje. Han bliver meget belærende – påståelig omkring at være rigtig på den. Han forsøger at holde fast i den sidste rest af sin rigtighed, samtidig med at hans evne til at håndtere andre mennesker bliver tilsvarende dårligere.  

Og så til noget helt andet. Du ved, at barnet er sultent, og du ved, det burde spise. Barnet vil spise, hvis det fastholdes i en form for rutine. Hvis aftensmaden normalt bliver sat på bordet kl. 18.00, vil det vænne sig til at spise kl. 18.00 og dets villighed bliver aldrig helt overvældet. Det finder ud af, at der er mad kl. 18.00, og derfor bestemmer det sig for at spise kl. 18.00. Du kommer med maden, og det ”kommer med” villigheden. Hvis du ikke underkender denne villighed, vil det aldrig give dig problemer med mad. 

Så kommer nogen og snakker med det og siger, ”Kunne du ikke tænke dig at gå ind ved siden af og tage noget andet tøj på?” og svaret er ”Nej”. Du begår en frygtelig brøler, hvis du fortsætter derfra med noget der ligner ”O.k., du får noget slik ...” og prøver at overtale, lokke osv. Det er psykologi, den måde psykologer håndterer situationen på, og det virker faktisk ikke. 

Du vælger én af to metoder. Enten bruger du rigtig god kontrol med meget kommunikation, eller også du lader det bare vokse op. Der er intet andet valg. Børn kan ikke lide at blive herset med uden at blive spurgt. Du kan snakke med et barn, og hvis der er en høj grad af kærlighed, enighed og kommunikation, kan du få det til alt muligt. Det vil røre gulvet, sit hoved, udpege dig og finde bordet. Det vil fjolle rundt i nogen tid, og herefter kan du bare sige, gør sådan og sådan, og ”Lad os spise”, og det vil gøre det. Det har fundet ud af, at dine anvisninger ikke nødvendigvis vil tilsidesætte hele dets villighed. Så derfor er dine anvisninger ikke farlige. Du har konfronteret det, og det har konfronteret dig. Derfor kan du og det gøre noget sammen. 

Et barn siger nogen gange, ”Jeg vil blive længe oppe sammen med dig,” og insistere på det og fastholde sin vilje. Bare at lade børn gøre, hvad de gør, og ikke blande sig i det og ikke udøve nogen form for kontrol over dem er psykologi. De ville aldrig være i kommunikation med nogen som helst. De ville ikke vokse op eller få erfaringer i livet, hvis de ikke opnåede noget nyt. De behøvede ikke ombestemme sig, arbejde, øve sig eller lave noget som helst. De reagerer dog meget hurtigt på god kontrol og kommunikation, men det kræver også virkelig god kommunikation at komme dertil – ikke overtalelse – men god kommunikation. 

Folk tror, at overtalelse virker på børn. Det gør den ikke. Det er kommunikation, der virker. Du siger: ”Nå, nu er det tid til at gå i seng,” og barnet siger: ”Nej”. Lad være med at forfølge emnet. Lad det være, og tal bare om noget andet: ”Hvad lavede du i dag?” ”Hvor?” ”Hvordan?” ”Åh, gjorde du? Er det sandt?” ”Nå, hvad med at gå i seng?” og svaret vil være: ”Okay”. 

Man behøver ikke at bruge magt. Hvis du kommunikerer med barnet, følger kontrol helt uundgåeligt. Hvis du udelader kontrol fra begyndelsen, når du opdrager et barn, vil barnet, som regner med at blive kontrolleret og få sine anvisninger af dig, føle sig snydt. Det tror ikke, du holder af det. 

Men når det drejer sig om at spille på et musikinstrument, lære sprog eller kunst og talent, så rådfør dig med barnets villighed.

følelsen at man ejer eller besidder; det kan også beskrives som idéen om at være i stand til at række ud, eller ikke at blive forhindret i at række ud.

en udveksling af idéer gennem rum mellem to personer.